LEJEBETINGELSER
1. Det lejede rum
Lejer har ikke brugsret til nogen anden del af ejendommen udenfor det lejede rum.
Leje af rum og opbevaring sker på de vilkår som fremgår af nærværende betingelser, samt af lejekontrakten. Lejer har ingen fremlejeret eller afståelsesret af lejemålet.
2. Det lejede rums anvendelse og adfærd på området
Der må ikke drives nogen form for virksomhed fra det lejede rum. Der må ikke opbevares brandfarligt, miljøfarligt, eksplosivt, herunder fyrværkeri eller anden skadelig gods i det lejede rum. Det er lige ledes forbudt at opbevare dyr og madvarer. Hvis der opbevares maskiner eller lignende skal disse tømmes for benzin, diesel og olie. Opbevaringen sker udelukkende på lejers regning og risiko, udlejer er ikke ansvarlig for tab eller andre gener lejer måtte få som følge af beskadigelse af det opbevarede, ved evt. tyveri, brand, vandskade, hærværk eller skadedyr m.v.
Hvis der sker skade på port, dør eller andet, skal der omgående tages kontakt til udlejer.
Der må ikke indtages rusmidler på området, rygning må kun foregå udendørs.Åben ild er forbudt. Overtrædelse heraf vil medføre øjeblikkelig bortvisning, uden nogen form for tilbagebetaling.
3. Forsikring
Bygningen er alm. Brandforsikret. Alle forsikringer vedrørende det opbevarede tegnes og betales af lejer. Det opbevarede gods er ikke omfattet af en af udlejer tegnet forsikring. Det er lejers ansvar at meddele sit forsikringsselskab om lejemålet, så det er dækket af lejers indboforsikring.
4. Adgang og tilsyn med lejede rum
Der er adgang for lejer via port med personlig kode.
Såfremt lejer ønsker at flere personer skal have adgang til rummet, er lejer ansvarlig for disse personers færden. Lejekontrakt kan bedes fremvist.
Det lejede rum aflåses af lejer med hængelås. Udlejer er ikke i besiddelse af nøgler hertil, det lejede skal efter brug afleveres ulåst og rengjort. Lejer medbringer selv hængelås eller disse kan købes til 75 kr. pr. stk.
Udlejer er berettiget til af skaffe sig adgang til det lejede rum når forholdene kræver det, herunder hvis der opstår fare for skader eller lækage. Udlejer er ligeledes berettiget til at skaffe sig adgang til det lejede rum efter 14 dages forudgående skriftlig varsel overfor lejer i forbindelse med eftersyn, reparation, vedligeholdelse m.m. af det lejede rum.
5. Lejens størrelse, betaling og regulering
Lejens størrelse fremgår af lejekontrakten. Lejen betales månedsvis forud hver den 1. i måneden. Lejer skal selv indsætte beløbet på udlejers konto mærket med rum nr. Samlet faktura for hele lejeperioden modtages ved fraflytning. Ved for sen betaling pålægges et rykkergebyr på Kr. 150,- . Såfremt det skyldige beløb overdrages til retslig inkasso er lejer forpligtet til at betale udlejer alle omkostninger i forbindelse med dette.
Udlejer har ret til at regulere lejen pr. 1. januar hvert år. Dog max 5 % Lejer vil modtage e-mail, til den oplyste e-mail adresse, senest 30. november, hvis regulering finder sted. Lejer kan ikke kræve lejen nedsat.
6. Lejers misligholdelse
Såfremt betaling af lejen er forsinket med mere end 10 dage har udlejer ret til at forhindre lejers adgang til det lejede rum og til hovedindgang. Tillige har udlejer ret til som følge af lejerestance, efter forudgående varsel at hæve nærværende lejekontrakt. Såfremt lejekontrakten opsiges eller ophæves af udlejer, er lejer forpligtet til at betale leje indtil lejer har fjernet alt opbevaret gods fra udlejers lokaler, ryddet og rengjort det lejede, samt afleveret rummet ulåst.
7. Opsigelse
Lejeaftalen kan fra lejers side opsiges med 1 måneds varsel pr. telefon, sms eller e-mail til ophør ved udgangen af en kalendermåned.
Lejeaftalen kan af udlejer frit opsiges med 1 måneds varsel pr. telefon, sms e-mail, med fraflytning ved udgangen af en kalendermåned.
8. Fraflytning af det lejede rum
Lejer er forpligtet til at rydde det lejede rum samt rengøre dette ved aftalens ophør. Ved lejeaftalens ophør skal det lejede afleveres i samme gode stand som ved indflytningen. Såfremt det lejede rum på fraflytningstidspunktet ikke forefindes i den stand som angivet ovenfor, er udlejer berettiget til at istandsætte det lejede rum for lejers regning. Depositum tilbagebetales ikke.
9. Øvrige bestemmelser
Sækkevogne og palleløfter må ikke fjernes fra ejendommens område.
Adresseændring og ændring af telefonnummer, e-mail adresse m.v. skal meddeles til udlejer. Meddelelser som udlejer sender til den seneste af lejer oplyste adresse, er altid bindende for lejer.
Affald der efterlades af lejer i det lejede eller på det øvrige område, under eller efter lejeperioden, vil blive bortskaffet for lejers regning.
Såfremt det lejede ødelægges ved brand eller anden ulykke bortfalder lejeaftalen og udlejer har ikke pligt til at tilbyde lejer at leje andre lokaler i Ejendommen hverken før eller efter ombygning/genopførelse.
Parterne er enige om at lejeaftalen ikke er reguleret af lejelovgivningen.